I de senere år har regeringer ønsket at demonstrere handlekraft i at komme visse radikale islamiske trossamfund og visse muslimske miljøer til livs. Man vil sætte ind over for forhold, som strider mod danske værdier, og hvor man ikke forpligter sig på dansk lovgivning.

Det gælder også den nuværende regering, for eksempel om vielse af mindreårige piger i islamiske kulturer, eller at kvinder ikke kan opnå skilsmisse efter gældende danske regler.

Man udbygger en stadig tungere dyne af administrative krav, der besværliggør livet som anerkendt trossamfund i Danmark.

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand for Indre Mission i Danmark

På den ene side støtter jeg hensigten med trossamfundsloven og mener også, at den på en række områder har været med til at skabe klarhed. Men på den anden side konstaterer jeg også store problemer. For regeringens værktøj er lovgivning, og loven skal gælde lige for alle. Det betyder, at dem, man egentlig vil ramme, kan gå under radaren ved ikke at være registreret som anerkendt trossamfund.

Situationen bliver da en efterhånden gammel kending, at når man vil regulere religiøs ekstremisne – og stramme grebet via lovgivning – bliver resultatet i de fleste tilfælde, at det kommer til at gå ud over dem, som ikke er problemet.

Derfor deler jeg også den kritik, som har været rejst i lovens levetid, at den på visse områder indskrænker religionsfriheden.

Nogle af lovens negative konsekvenser har været, at man fremmer en negativ retorik om al religiøsitet uden for folkekirken, som mistænkeliggør trosfællesskaber generelt, og at man udbygger en stadig tungere dyne af administrative krav, der besværliggør livet som anerkendt trossamfund i Danmark.

Det kan betyde på sigt, at vi risikerer at have en trossamfundslov, men ingen trossamfund, fordi det bliver for tungt og besværligt at være et anerkendt trossamfund. Det er en høj pris at betale.

Den meget omdiskuterede ”oversættelseslov” – som heldigvis ikke blev til noget og forhåbentligt for altid(!?) er skrinlagt – er et eksempel på et lovforslag, der rummede alle disse negative konsekvenser, og som for mange kristne trossamfund ville have været en enorm byrde og i den grad indskrænket den religiøse frihed og menighedens virke. 

Det er først i det kommende folketingsår 2024-2025, at Trossamfundslovens revision skal behandles i folketinget. Tre gange siden 2021 (sidst med ikrafttrædelse d. 1. januar 2024) er en revision blevet udskudt.

Senest med den begrundelse i lovforslagets resumé: ”For at tilgodese en god proces med aktiv interessentinddragelse foreslås det at udskyde revisionen af trossamfundsloven 1 år”. Det kan man så fortsat håbe på!

Trossamfundsloven kom efter et grundigt forarbejde for at skabe rammer og juridiske afklaringer for trossamfund uden for folkekirken (jf. Grundlovens § 67) – og dermed for at lovfæste bestemmelser for anerkendte trossamfund. Revisionsarbejdet har fortløbende være forberedt, og i september 2022 fremlagde Kirkeministeriet en erfaringsopsamling i et notat samt indledte en inddragelse af udvalgte trossamfund på tværs af trosretninger.

Forarbejdet med Trossamfundsloven skete omtrent samtidig med forhandlinger om en række andre love, den såkaldte ”imam-lovpakke”, der trådte i kraft 1. januar 2017. Man vil statens side bedre kunne regulere på det religiøse område, skabe ordnede forhold og ikke mindst sætte ind over for forskellige former for ekstremisme.

Hensigten var og er fortsat på mange måder god, og på nogle områder har lovene haft deres tiltænkte virkning.

Men det egentlige problem – og de trossamfund, man har haft fokus på – er det ikke lykkedes at ramme. Og den bekymring er der fortsat, at nye stramninger ingen som helst virkning får på det problem, man ønsker at løse.

Men er det ikke ude af proportioner at tale om, at der i det kristne Danmark og i Vesten sker indskrænkning af religionsfrihed for kristne eller hævde, at den religiøse mistænkeliggørelse trives? Også fra statens side?

Aktuelle undersøgelser viser, at der er grund til at hejse varslingsflaget.

I februar offentliggjorde Family Research Council’s Center for Religious Liberty en rapport, hvor de opregner mindst 168 tilfælde af krænkelser i forhold til religionsfrihed rettet mod kristne i Vesten i perioden mellem januar 2020 og december 2023.

Havde det ikke været for en række mørketal, ville tallet af krænkelser uden tvivl have været større. Disse dokumenterede tilfælde er sket på tværs af 16 lande – alt fra arrestationer til bøder for offentlig forkyndelse, til sagsanlæg og straf for at fremholde bibelske budskaber og kristne trosudsagn.

Det er oplysninger og en alarmerende stigning, man ikke skal negligere. 

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand for Indre Mission i Danmark

Samme status på situationen bragte The Observatory on Intolerance and Discrimination Against Christians in Europe frem i november i sin seneste rapport for 2022, hvor de dokumenterer en stigning i hate crimes mod kristne.

I sin årsrapport for 2022/2023 påviser de 749 dokumenterede tilfælde af hate crimes rettet mod kristne i 30 europæiske lande, som inkluderer 38 fysiske overfald og tre mord. Tallet er øget fra 519 dokumenterede hate crimes i 2021 mod kristne i Europa.

Det er oplysninger og en alarmerende stigning, man ikke skal negligere. Heller ikke de mange dokumenterede tilfælde, hvor staten og myndigheder er årsag til krænkelser af religionsfriheden – mod trossamfund såvel som ikke mindst mod individuelle praktiserende kristne.

Dagsordenen for et mere sekulariseret samfund, tilpasning af tidens toneangivende woke-ideologi og kampen/lovgivning mod islamisk religiøs ekstremisme og muslimske miljøer sætter sine tydelige aftryk i disse år. En tendens, som det danske samfund også påvirkes af.