Katrine Daugaard
 svarer 
Pernille Rosenkrantz-Theil

Mener ministeren, at socialtilsynet har svigtet i sagen om Nexus?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Socialudvalget, Spørgsmål 345

Vil ministeren redegøre for, om ministeren mener, at socialtilsynet har svigtet i sagen om Nexus? Og vil ministeren redegøre for, hvad ministeren vil gøre ved, at grov vold på anbragte unge kan foregå i årevis, uden at nogle griber ind? Der henvises til TV2´s dokumentar ”Et Helvedes Børnehjem”.

Svar fra torsdag den 18. april 2024

”Vil ministeren redegøre for, om ministeren mener, at socialtilsynet har svigtet i sagen om Nexus? Og vil ministeren redegøre for, hvad ministeren vil gøre ved, at grov vold på anbragte unge kan foregå i årevis, uden at nogle griber ind?

Der henvises til TV2´s dokumentar ”Et Helvedes Børnehjem”.” Svar:

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at socialtilsynene varetager godkendelses- og tilsynsopgaven med blandt andet børne- og ungehjem som uafhængige myndigheder. Jeg kan som minister ikke pålægge socialtilsynet at øge tilsynsintensiteten over for visse tilbud eller bede tilsynet om at genvurdere sine konklusioner eller afgørelser.

Det pågældende børne- og ungehjem er underlagt socialtilsynets godkendelse og driftsorienterede tilsyn. Det fremgår af oplysningerne på Tilbudsportalen, at socialtilsynet i juli 2022 traf afgørelse om skærpet tilsyn, hvilket efter oplysningerne var begrundet i voldsomme hændelser i tilbuddet, og at socialtilsynet var alvorligt bekymret for væsentlige dele af tilbuddets kvalitet.

Samtidig traf socialtilsynet afgørelse om at udstede en række konkrete påbud.

En afgørelse om at udstede påbud kan efter lov om socialtilsyn træffes, når det er nødvendigt for at sikre, at tilbuddet fortsat opfylder betingelserne for godkendelse, og socialtilsynet skal fastsætte en frist for påbuddets overholdelse.

Det fremgår af oplysningerne på Tilbudsportalen, at socialtilsynet blandt andet udstedte et påbud om, at tilbuddet skulle fremsende en konkret redegørelse for, hvordan tilbuddet vil identificere og undgå forråelse i medarbejdergruppen både på kort og på langt sigt. Af redegørelsen skulle det desuden fremgå, hvordan tilbuddet vil arbejde med forråelse fremover, herunder hvordan det sikres, at magtanvendelser og vold og overgreb ikke sker som en anvendt praksis og som udtryk for en bestemt kultur i tilbuddet. Endelig skulle det af redegørelsen fremgå, hvem der er ansvarlig for arbejdet, samt hvordan der evalueres/resultatmåles på indsatsen.

1 Det fremgår videre af oplysningerne på Tilbudsportalen, at socialtilsynet udstedte et påbud om, at tilbuddet skulle fremsende en redegørelse for, hvordan tilbuddet vil arbejde med at sikre de unges trivsel og tryghed i dagligdagen. Redegørelsen skulle indeholde en plan med konkrete mål og strategier samt en tidsplan.

Socialtilsynet udstedte endvidere et påbud om, at tilbuddet skulle fremsende en redegørelse for, hvordan tilbuddet vil sikre, at fremtidige medarbejdere har de fornødne formelle og relevante kompetencer til at arbejde med målgruppen, herunder at medarbejderne både har relevant faglig viden om forebyggelse af vold og overgreb set i forhold til tilbuddets målgruppe, og at de kan handle hensigtsmæssigt ved bekymring, mistanke eller viden om overgreb samt operationalisering af kompetencerne i den daglige praksis. Redegørelsen skulle inkludere en før- og efter-vurdering.

I andet halvår af 2022 var tilbuddet underlagt dels et skærpet tilsyn, dels en række konkrete påbud med forskellige frister for opfyldelse.

I januar 2023 vurderede socialtilsynet, at tilbuddet samlet set opfylder betingelserne for fortsat godkendelse og dermed besidder den fornødne kvalitet, der skal til for at sikre, at borgernes ydes en indsats, der er i overensstemmelse med formålet med offentlige og private tilbud efter lov om social service. Socialtilsynet vurderede samtidig, at de udstedte påbud var opfyldt.

Det er afgørende for mig, at vi passer godt på vores anbragte børn og unge.

Vi skal som lovgivere have en løbende opmærksomhed på, om de konkrete sager på området giver anledning til at genoverveje de lovgivningsmæssige rammer, vi har sat for omsorgen for de anbragte børn og unge.

0:000:00