Debat

Musikskoler og lektorer: Gør musikken obligatorisk på pædagoguddannelsen

Det er afgørende for det gode børneliv, for dannelse, for læring og for aktiv deltagelse i samfundet, at musik bliver prioriteret i den kommende revision af pædagoguddannelsen, skriver Lotte Trangbæk, Morten Henriksen og Lars Geer Hammershøj.

I dag er en guitar i børnehaven et sjældent syn og fællessang er fraværende i mange børns skoleliv, skriver to lektorer og generalsekretæren i Danske Musik- og Kulturskoler. Arkivfoto fra koncert på Rigshospitalet.
I dag er en guitar i børnehaven et sjældent syn og fællessang er fraværende i mange børns skoleliv, skriver to lektorer og generalsekretæren i Danske Musik- og Kulturskoler. Arkivfoto fra koncert på Rigshospitalet.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lars Geer Hammershøj
Lotte Trangbæk
Morten Henriksen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Pædagoger får ikke kompetencer til musik gennem deres uddannelse. Det betyder, at vores børn vokser op fattigere på muligheder for fællesskaber, oplevelser, udfoldelse og læring.

I 2022 står pædagoguddannelsen over for en revidering og her bør musik indgå som et obligatorisk fag igennem hele uddannelsen. Musik, og andre kreative fag på pædagoguddannelsen er nemlig langsomt, men sikkert, blevet nedprioriteret de seneste 15-20 år. Det fremgår blandt andet af rapporten ‘Musikfaget i undervisning og uddannelse 2020’.

Man har i stedet haft et snævert fokus på akademiske kompetencer, og den nuværende pædagoguddannelse stræber efter at uddanne den analyserende, lyttende og talende pædagog.

Men en pædagog skal kunne meget mere. Vi skal uddanne pædagoger, som kan danne relationer og skabe trygge, udviklende og dannende fællesskaber. Fællesskaber som musikken kan danne ramme om. Men det kræver pædagoger, der kan synge og spille, og som tør lave kreative og æstetiske aktiviteter med børnene.

Konsekvenserne af en forfejlet uddannelsespolitik, hvor musik i årtier er blevet nedprioriteret, er, at børn og unge ikke lærer helt basale færdigheder.

Lotte Trangbæk, Morten Henriksen og Lars Geer Hammershøj

Musiske fællesskaber er kulturbærende

Fællesskabet kan man ikke snakke sig til. Det opstår, når vi gør noget sammen: når vi synger og spiller, mødes i legen, sportsaktiviteten, udflugten, øvelokalet eller værkstedet. Konsekvenserne af en forfejlet uddannelsespolitik, hvor musik i årtier er blevet nedprioriteret, er, at børn og unge ikke lærer helt basale færdigheder.

I dag er en guitar i børnehaven et sjældent syn og fællessang er fraværende i mange børns skoleliv. Som en gymnasieelev for nyligt udtrykte det: “Vi er en hel generation, der ikke har lært at synge.” 

Dertil kommer, at eleverne ofte ikke kender de danske sange. Det er nedslående, at en hel generation ikke er blevet givet forudsætningerne for at deltage aktivt i fællesskaber om sang og musik. Det gør ikke blot deres liv en smule fattigere, men også vores fælles kultur en smule mindre.

Det menneskelige behov for musiske fællesskaber går på tværs af tider og kulturer. Synger man med andre, vil man ofte opleve en spontan fællesskabsfølelse. Af samme grund har musik altid været det foretrukne middel til at danne fællesskaber – eksempelvis når vi synger nationalsang, morgensang, salmesang, lejlighedssang eller slagsange.

Hvis man hverken har lært at spille eller synge, er man i høj grad afskåret for at deltage i og opleve disse fællesskaber.

Børn frarøves muligheden for at udtrykke sig

Det handler om dannelse og om demokrati. Når man ikke får færdigheder til musik, frarøves man muligheder for at udfolde sig og for i både konkret og overført betydning at have en stemme at udtrykke sig med.

Musik har evnen til at understøtte udøvelse af pædagogik. Pædagoger burde derfor kunne bruge musik og sang, når der arbejdes med sprogudvikling, til at understøtte leg og bevægelse og til at skabe genkendelighed omkring rutiner. Problemet er, at de fleste nye pædagoger både mangler musikalske færdigheder og handlekompetencer – og at de derfor hverken har mod eller lyst til at bruge musikken i hverdagen. 

Musik- og kulturskolernes undervisere har landet over velfungerende samarbejder med pædagoger i dagtilbud om rytmik, sang og musik, men da pædagogerne oftest ikke har færdigheder til musik, bliver det ikke en del af hverdagen eller en integreret del af pædagogikken. Musikken bliver i stedet ugens, månedens eller årets gæst.

Uddannelses- og forskningsstyrelsens evaluering af pædagoguddannelsen peger på, er det ikke er engagementet, som de nyuddannede mangler, men derimod oplevelsen af at mestre noget, som kan engagere børnene.

Vi ved, at musik og kunst supplerer vores sprog for det sanselige og for at udtrykke følelser, ligesom det kan styrke vores forestillingsevne samt vores indlæring.

Lotte Trangbæk, Morten Henriksen og Lars Geer Hammershøj

Gør musik obligatorisk på uddannelsen

Med den forestående revidering af pædagoguddannelsen bør musik derfor blive obligatorisk. Der er behov for, at de pædagogstuderende kan arbejde målrettet med musik igennem hele uddannelsen.

Det skal de, fordi det understøtter de studerendes generelle faglige dannelse, handlekraft, åbenhed, nysgerrighed og evnen til at skabe de relationer og fællesskaber, som er omdrejningspunktet i det pædagogiske arbejde. 

På pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole er der de seneste fem år blevet arbejdet på en musikprofil, hvor musikken følger de studerende igennem al undervisning. Det sker ikke på bekostning af den mere teori-orienterede undervisning, men ved at integrere musikken som en praksis og et handleperspektiv igennem alle undervisningsforløb. De studerende får hermed et repertoire og en tilgang til at skabe aktiviteter og lege, som de kan engagere børnene i efter endt uddannelse. 

Vi ved, at musik og kunst supplerer vores sprog for det sanselige og for at udtrykke følelser, ligesom det kan styrke vores forestillingsevne samt vores indlæring.

Det er derfor afgørende for det gode børneliv, for dannelse, læring og aktiv deltagelse i samfundet, at musik bliver prioriteret i den kommende revision af pædagoguddannelsen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00