Med Mette Frederiksen i front er regeringen ved at opløse et centralt skel i uddannelsespolitikken

Et skel i opløsning

Når Frederiksen møder op, er det en påmindelse om en af socialdemokraternes vigtigste politiske årsager til at søge en regering over midten.

Nemlig ønsket om at udnytte sin nye uafhængighed af De Radikale til at flytte uddannelsespolitikken fra 00'ernes "jo længere, des bedre" til en ny virkelighed, hvor arbejdsgiverne mangler stort set alle andre medarbejdergrupper end akademikere.

Det er man så gået i gang med. Fra universitetsreform til den skoleaftale, som forligskredsen landede tirsdag efter at have forhandlet siden jul. Og nu varsles tiltag for de 43.000 unge uden job og uddannelse.

Skiftet er enormt, for de, der kan huske tilbage til dengang, ministre overgik hinanden i uddannelsespolitiske målsætninger.

Ansvaret for den gruppe er meget betegnende rykket til Beskæftigelsesministeriet, efter mindre aftaler om FGU og ordblindhed i Undervisningsministeriet.

Skellet mellem uddannelse og arbejdsmarked er nemlig i opløsning, og regeringens uddannelsespolitik bygger i høj grad på troen på, at man lærer og udvikler sig lige så godt i "livets skole" som i "skole-skole".

Det gælder folkeskoleeleven, som udover fritidsjobbet skal i erhvervspraktik og – for nogle vedkommende – skifte klasselokalet ud med juniormesterlære i en virksomhed. Ligesom det gælder de universitetsstuderende, som i højere grad skal læse erhvervskandidater, hvor de arbejder i en virksomhed under uddannelsen.

Et sundt og myndiggørende vidundermiddel

Skiftet er enormt, for de, der kan huske tilbage til dengang, ministre overgik hinanden i uddannelsespolitiske målsætninger.

25 procent af en ungdomsårgang skulle være akademikere, lød det fra videnskabsministeren (!) i 2011. Det lykkedes faktisk. Den berømte ambition om, at 95 procent unge skulle tage en ungdomsuddannelse blev nedjusteret for et par år siden, men var i mange år et fikspunkt i dansk politik.

I sin tid som beskæftigelsesminister fokuserede Mette Frederiksen selv på at sende ledige på skolebænken, blandt andet med indførslen af uddannelsespålægget, som erstattede jobsøgning med uddannelse for kontanthjælpsmodtagere under 30 år.

En fejl, siger hun i dag, hvor regeringen lægger op til et nyt fokus på løntimer. 

Men dengang i 2013 troede vi på uddannelse.

Nu tror vi på arbejde. For arbejde er sundt, myndiggørende og vejen ind i fællesskabet, som det lyder fra skiftende socialdemokratiske ministre. Et vidundermiddel mod alt fra mistrivsel til polarisering. 

Snydt ud af næsen på højkonjunkturen

Uddannelse har altid været noget, man tog, når der ikke var travlt på gården.

I årene efter finanskrisen eksploderede optaget på de videregående uddannelser. I disse år er det lige modsat: Unge kan hoppe direkte ud af studentervognen og ind i et relativt interessant og vellønnet job uden at slæbe sig igennem fire-fem år på SU.

Unge kan hoppe direkte ud af studentervognen og ind i et relativt interessant og vellønnet job uden at slæbe sig igennem fire-fem år på SU.

Det afspejler sig i antallet af sabbatår og ansøgertallet til en række uddannelser.

Økonomien slår endnu tydeligere igennem på efter- og videreuddannelse. Selvom knap 600.000 danskere over 25 år står uden anden uddannelse end grundskolen, trækker skolebænken ikke. Og virksomhedsejerens motivation til at sende medarbejdere i opkvalificering er lille, når der er mangel på hænder til at bygge køkkener og pakke kasser på lageret.

Set i det lys er regeringens politik som snydt ud af næsen på den buldrende højkonjunktur.

Det handler om kulturkamp

Det har sin egen poesi, at de unge uden uddannelse og job, er omdøbt fra "restgruppen" til "potentialegruppen".

Måske fordi de i regeringsgrundlaget udpeges som ét af flere områder, der har potentiale til at øge den strukturelle beskæftigelse. Et mål, som de tre regeringspartier har bundet hinanden til.

Den folkelige appel i dét projekt ligger på et meget lille sted. Derfor prøver Socialdemokratiet ihærdigt at bygge ovenpå med fortællingen om arbejdet som forløser – lige fra Kaare Dybvads moralske opsange i efteråret til Frederiksens beskrivelse af et eksistentielt fællesskab, der kan løfte den enkelte.

En stærk modbevægelse i tiden undsiger dog ideen om lønarbejdet som kilde til mening, og den består ikke kun af hjemmepassere og radikale systemkritikere.

Det skal handle om kulturkampen, ikke om teknokratiske regnestykker.

En stærk modbevægelse i tiden undsiger dog ideen om lønarbejdet som kilde til mening, og den består ikke kun af hjemmepassere og radikale systemkritikere. 

Stressepidemien har givet mange en kropslig erfaring, som gør det svært at forbinde arbejde med sundhed og trivsel. Ligesom en del af befolkningen ikke oplevede coronanedlukningerne som en udelukkelse fra det meningsfulde arbejdsfællesskab, men som en kærkommen anledning til at nyde foråret i haven.

For dem ligger meningen med det hele ikke i fabrikshallen eller storrumskontoret, men i det, der sker efter fyraften. 

Derfor er det en svær opgave at forlene arbejde med samme værdi som uddannelse, som vi i årtier har vænnet os til at fejre som den trappe, der kan føre den enkelte opad i samfundshierarkierne.