"Det mandlige tåler ingenting", skriver den norske forfatter Geir Gulliksen et sted i sin nye essaysamling, Hvis jeg var mand, der netop er udkommet på dansk.

En af de største hindringer for, at vi får ligestilling mellem kønnene, mener han, er, at det "mandlige" føler sig truet på sin eksistens af selv de mindste ting. "Det mandlige" reagerer aggressivt, når det støder på noget, der udfordrer manderollen, som vi kender den. Det kan være ønsker om ligestilling mellem kønnene eller andre måder at være mand på.

Forfatteren, der er født i 1963, har selv følt manderollen som en spændetrøje. I alle sine bøger har han undersøgt, hvad det vil sige at være mand, og hvorfor han selv har haft så svært ved at tilpasse sig det maskuline, selvom han som hvid og heteroseksuel mand tilhører de mest privilegerede.

Som ret ung blev han bevidst om, hvordan kvinder historisk er blevet undertrykt, og han skammede sig ligefrem over at tilhøre det køn, der stod for undertrykkelsen.

Debatten om barselsorlov afslører, hvor fattig vores opfattelse af det mandlige er

Rikke Viemose

Han har aldrig villet være den slags mand, der undertrykker andre, men han mener, at undertrykkelsen faktisk ligger implicit i manderollen. For at blive set som en rigtig mand, skal man "aldrig tage andres perspektiv ind", skriver han.

Som mand handler det om at se uberørt ud og om at lade sig selv komme først. Og når den position bliver udfordret, bliver udfordreren mødt med latterliggørelse eller en "nedladende fnysen", skriver han.

Geir Gulliksens essays fik mig til at tænke på TV2's sang, "Rigtige mænd" fra mine teenageår, hvori det med tydelig ironisk-kritisk distance blev beskrevet, hvem den rigtige mand var:

"Her er liv og her er glade dage 
her blir stærke kvinder altid svage 
ikke flere bløde meninger, forståelse og snak 
ikke mere tid at spilde

Her er sex og her er smukke piger 
her er kvinden ned på alle fire 
ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak"

Sangen og albummet af samme navn blev et kæmpe hit, selvom det jo tydeligvis var en tung kritik at tidens mandschauvinistiske og succesfixerede yuppier. Og på trods af successen synes forestillingen om den rigtige mand stadig at gælde – her 37 år efter.

Geir Gulliksens tanker er ikke banebrydende. Han beskriver noget, de fleste af os godt ved, og som også andre forfattere som danske Glenn Bech og Thomas Korsgaard samt franske Edouard Louis peger på i deres bøger i disse år.

Den britiske kunstner Grayson Perry har også skrevet stærkt om det i bogen The Descent of Man fra 2016, hvori han selvbiografisk beskriver, hvor destruktiv maskulinitet ofte er, ikke mindst for mænd.

Vi ser flere sprækker i det stereotype mandebillede i de her år, som når mænd græder offentligt uden at blive til grin

Rikke Viemose

Men Gulliksens og de andres tanker kan måske give anledning til at gøre noget ved det. Og Gulliksen peger samtidig meget specifikt på, hvordan feminismen og kampen for ligestilling mellem kønnene uberettiget får skylden for de problemer, som nogle drenge og mænd står overfor. Også i Norge er der debattører, der mener, at "ligestillingen er gået for vidt".

Det giver han et eksempel på i et essay, hvor han beskriver, hvor vrede mænd bliver, når de hører, han sidder ned og tisser. De ser dét, at han sidder ned, som en direkte trussel mod det mandlige. Det kan man bare ikke! Som mand skal man strinte sit territorium af i alt for lave kummer. For selvom det ifølge Gulliksen er både rarere og meget mere hygiejnisk at sidde ned, så ses hans praksis som et knæfald i en alt for feminiseret verden.

Gulliksens pointe er, at det mandlige er svagt, hvis det føler sig truet af så lidt. Og han nævner en række andre eksempler på, hvor lidt, der skal til, før det mandlige føler sig truet på sin eksistens.

Jeg genkender dem og kom selv i tanker om, hvordan en veninde for nogle år siden afslørede, at hendes mand altid insisterer på at køre bilen, når de er sammen. Han nægter at sidde på passagersædet. Samme mand havde det ret dårligt med, at hans kone i en periode tjente mere end han gjorde.

Er det ikke sørgeligt, at en mand kan føle sig truet på sin manddom af så lidt? Jeg mindes samtidig situationer, hvor mænd er blevet latterliggjort for at "flæbe".

Også debatten om barselsorlov afslører, hvor fattig vores opfattelse af det mandlige er. Gulliksen peger på, at en far, der tager sig lige så meget af børnene som moren, af mange stadig bliver anset for både svag og veg. Som om en mand, der bekymrer sig for sine børn ikke samtidig kan være både handlekraftig og stærk.