Anmeldelse af 
Jakob Nielsen

Krause forvandler dansk politik til en krimi – og denne gang med en hilsen til Altinget

Endnu en god krimi om journalisten Ulrik Torp, der uforvarende bliver kastet ind i de største politiske skandaler. Men måske kan fiktionen snart ikke overgå virkeligheden?

Altingets grundige afsløringer i våbensagen er en del af bagtæppet for den nye og femte bog i serien om journalisten Ulrik Torp og dansk politik, skriver Jakob Nielsen.
Altingets grundige afsløringer i våbensagen er en del af bagtæppet for den nye og femte bog i serien om journalisten Ulrik Torp og dansk politik, skriver Jakob Nielsen.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen
Jagttegn
Niels Krause-Kjær
Lindhardt og Ringhof

 

Skal vi være stolte og sige tak? Eller skal vi spille kostbare og sige, at han bare fedter for en bedre anmeldelse?

Uanset hvad: Sagen er den, at Altingets grundige afsløringer i våbensagen er en del af bagtæppet for den nye og femte bog i serien om journalisten Ulrik Torp og dansk politik.

Det er åbenlyst en del af kvaliteten ved Niels Krause-Kjærs krimier, at de udspiller sig på et bagtæppe af virkelige hændelser og personer. Det er skarpt og morsomt, når kendte politikere (og mediechefer!) under dæknavn bliver grillet på Krauses sagte men ubønhørlige blus. Det får bogen til at føles frisk og relevant.

Men det er måske også bogens svaghed, fordi det tvinger Krause til at skrue helt op for sit plot-blus, sådan at fiktionen kan blive lidt vildere end virkeligheden.

Hvis man ikke kan klare lidt onkelhumor, skal man nok holde sig fra Krause-Kjær

Jakob Nielsen

I 'Jagttegn' begynder vi med et eksklusivt jagtselskab, der ender med at efterlade en død politiker i en skov. Har han begået selvmord? Er han blevet dræbt? Og med hvilke motiver? Så er vi i gang.

Samtidig er Ulrik Torp kommet lidt ovenpå igen. Sidste gang, vi mødte ham, kæmpede han med potensen og lægens krav om løbeture rundt om Damhussøen.

Denne gang er helbredet lidt bedre, men til gengæld er han blevet ekstern lektor ved Journalisthøjskolen i Aarhus, og Krause rammer branchens snobberi perfekt: Selv for en afdanket lokalredaktør fra Valby er det et skridt ned at undervise fagets kommende stjerner, der allerede har nykker nok til at fylde en hel udgave af Presselogen.

Wormslev er Ormslev

Men da en af Torps elever forsvinder umiddelbart efter at have forsvaret sin hovedopgave, begynder tingene som sædvanligt at ske lige rundt om ørerne på Ulrik Torp. Han får et mystisk tilbud om en lækker lejlighed, som næsten – men også kun næsten – er for godt til at være sandt.

Snart er vi dybt inde i en kompliceret skandale, der viser sig at være forbundet til statens store våbenindkøb.

Det sker med masser af referencer til rigtige hændelser fra dansk politik de seneste år. Som for eksempel ministeren, der skriver et falsk navn på bilaget fra en bedre restaurant – og som ikke vil oplyse, hvem hun faktisk har spist med.

Krause rammer branchens snobberi perfekt: Selv for en afdanket lokalredaktør fra Valby er det et skridt ned at undervise fagets kommende stjerner

Jakob Nielsen

I virkelighedens verden var det daværende udviklingsminister Rasmus Prehn, der skrev den nordjyske journalist Søren Wormslev på bilaget. I 'Jagttegn' er det Frede Ormslev fra Sønderjylland, der står på bilaget. Hvis man ikke kan klare lidt onkelhumor, skal man nok holde sig fra Krause-Kjær.

Gad vide, om det også er onkelhumor, når forfatteren staver den engelske jobtitel ”political advisor” på mindst tre forskellige måder i bogen?

Terapi for en boomer

Som altid må Torp have hjælp af den unge journalist Emma, der modsat Torp forstår mekanismerne bag sociale medier og evner at bruge data til research. Og så viser det sig undervejs, at den unge generation af journalister måske ikke er helt så uduelige og selvoptagede, som Torp gik rundt og troede.

På den måde fungerer krimiserien om Ulrik Torp vist som Niels Krause-Kjærs personlige terapi i forhold til at ende som en sur, gammel mand med evige IT-problemer.

Men hvem har taget skade af at reflektere lidt over det?

 

Læs også

Krause får hele tiden bedre styr på sine virkemidler, og især i opbygningen af dramaet formår han at etablere en spænding, der får siderne til at vende sig selv.

Plottet skal ikke foldes ud her – det ville være synd. Men paradoksalt nok tager spændingen næsten af hen imod slutningen, fordi forbrydelsen næsten bliver for voldsom – og dermed også for banal. Gad vide om ikke virkelighedens banditter har endnu mere raffinerede metoder? Eller sagt på en anden måde: Mon ikke virkeligheden overgår fiktionen?

Det må virkelighedens Ulrik Torp'er her på Altinget og andre steder fortsætte med at afdække.

Imens er der al mulig grund til at læse 'Jagttegn'. Det er begavet underholdning, og Niels Krause-Kjær er helt enkelt godt selskab. Og selvfølgelig skal det ikke trække ned, at Krause læser Altinget. Fem flotte A'er til den herre!

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget
journalist (DMJX 1998)

Niels Krause-Kjær

Journalist og forfatter
journalist (DJH 1990)

0:000:00